Mere end 40 nye kunstværker er snart klar til indvielse
Projekt Løkken Kunststi, der længe været under opbygning, nærmer sig nu sin fuldbyrdelse. Kulturhus Løkken holder fernisering på projektet under Løkken Molefestival søndag 28. august klokken 12.00.
- Her vil vi fejre, at de mange kunstværker nu udgør et hele, og vi overrækker projektet til Løkken.dk. Det skal fejres med et glas og en skøn koncert med Søren Krogh, fortæller projektleder, Jonna Liv Jensen, der også er formand for Kulturhus Løkken og primus motor i hele det omfattende kunstprojekt.
Løkken Kunststi er en vandrerute for hele familie med kunst, der præsenterer hemmelige stier og landsbymiljø ved vestkysten.
- Det vil forhåbentlig skabe fokus på bæredygtighed, klima og naturens kræfter i en historisk kontekst med kunsten som bærearm, tilføjer hun.
Fotograf og grafiker Maria Ellermann har udarbejdet et flot specialtegnet kort af sti-området og dertil en lækker malebog med sjove opgaver for børn med tegninger af nogle af kunstnerne. Det kan afhentes hos Løkken Turistbureau og andre aktører i Løkken.
Der er også lavet nogle flotte film om Kunststierne. Filmene fortæller om kunsten, historien og naturvejledning. Værten er 21-årige Gustav Urth, som vandt Ung Naturformidlerpris på naturmødet i år.
Der forsvinder og ødelægges desværre stadig ting på stierne. Kulturhus Løkken vil gerne opfordre til, at man ikke rører tingene, men lader dem blive på deres tiltænkte placering.
- Det er især Knud Holst søjlen, det går ud over. Den har fået sit hoved fornyet fire gange, og plader med digte slås i stykker. Måske nogen gerne vil have en kedelig brun træstolpe stående uden hoved, siger Jonna Liv Jensen.
- Vi mangler desværre også nummer to kuglefisk af den norske keramiker Siw Langeland. Den er fjernet fra en stolpe bag et område, hvor man slet ikke må gå. Der mangler også andre ting, tilføjer hun.
Man håber meget på at få disse tyverier stoppet, så alle kan få glæde af de mange timers arbejde fra de enkelte kunstnere.
Løkken Kunststi består af et stisystem på seks kilometer i Løkken ad små hemmelige stier og bagom badebyen og dens historie, klima og mere end 40 nye større værker/oplevelser. Dertil kommer alle de mange værker og påfund i keramik, skilte og sten.
Fysisk kommer man forbi legepladserne og rekreative steder.