Masser af aktiviteter i Løkken i vinterferien: Her er nogle af dem
Det er atter blevet vinterferietid, og derfor er Løkken-områdets kreative virksomheder naturligvis igen klar med en perlerække af mange spændende aktiviteter for hele familien.
Du kan med fordel allerede nu gå ind på hjemmesiden loekken.dk for at se alt, hvad der sker - og planlægge din oplevelse fra hjemmet, sommerhuset, lejligheden eller hotellet.
Action og skumfiduser
Blandt de mange aktiviteter tilbyder Action House igen Gokart Formel 1-løb, som altid er sjovt for børnene, ligesom de yngste også kan prøve børnebowling med fancy diskolys.
North Shore Surf byder også ind med hyggen i højsædet med skumfiduser over bål, ligesom der også er mulighed for at købe varm drikkelse, mens synet af Vesterhavet nydes.
Sauna, jagt og safarier
Det er de færreste feriedestinationer, som kan tilbyde en havudsigt, der kan indtages fra en sauna lige ned til vandet - men det kan den altså i Løkken med solnedgang over molen.
Er man til en mere aktiv ferie, så tilbyder OutNature blandt andet en jagt efter skjulte skatte i bunkerne på stranden i Løkken, så her kan man få udlevet sin indre Indiana Jones.
Desuden er der også mulighed for at lære at finde Nordens Guld i Rav Safari, ligesom hele familien også kan deltage i Vestkyst Safari og UTV Safari langs vores smukke kyst.