Magisk oplevelse med nordlys i sigte
Løkken har en af de allerbedste lokationer i Danmark til at se og fotografere nordlys, og nu er der snart udsigt til et interessant foredrag om emnet på Kallehavegaard Badehotel.
Onsdag 12. oktober 2022 klokken 19.00 gentager hotellet succesen, når Jesper Toft Jensen og hans nordlyskollega igen kommer på besøg og er parate til at dele en enorm viden om deres fælles passion.
Som flere måske kan nikke genkendende til, så er de begge kendt for at tage nogle fantastiske fotos, der ofte ender på nationalt tv, ligesom du måske har set nogle af dem i Løkken-gruppe på Facebook.
De to entusiaster vil blandt andet komme ind på, hvilke forudsætninger der er for at opleve nordlys og andre himmelfænomener, ligesom de også vil give gode råd, herunder om kameraindstillinger, så man har de bedste kort på hånden til selv at se naturens vidundere og gå på nordlysjagt i området i vinterhalvåret.
Prisen for at deltage i dette arrangement på hotellet er 75 kroner og er inklusive både kaffe og kage.