Lotte udstiller i byens kulturcentrum
MYGDAL: Der er skabt et levende centrum for kreativitet, kunst og liv i Mygdalhus.
I Mygdalhus finder man mange kreative udstillere hele tiden med stort udvalg af smukke ting. Der er altid ca. 28 faste udstillere, og der er gæsteudstillere hver anden måned, så der er altid noget nyt at finde i Mygdalhus.
Kunstnerne skiftes til at have vagt for at åbne og lukke udstillingsstedet, og da avisen var på besøg, var det billedkunstner Lotte Dallas Dyhrberg fra Frederikshavn, der havde vagten.
Lotte Dallas Dyhrberg fortalte, at hun i øjeblikket udstiller i Mygdalhus:
- Jeg har tidligere udstillet i Jerslev og Aalborg, samt på idrætshøjskolen i Brønderslev, og så har jeg mine ting til daglig på Kærvej 12 i Frederikshavn, hvor jeg også bor, siger hun.
Hun fortæller videre, at man kan blive medlem i Mygdalhus for ca. 200 kroner om måneden.
Der var tidligere både en brugsforening og en købmandsforretning, inden en samling kunstnere og borgere i Mygdal og omegn tog initiativ til at lave Mygdalhus, efter at brugsen og købmanden var lukket. Det er fantastisk at have så flot et udstillingssted for kunst og kunsthåndværk i Mygdal.