Lokalt trekløver er gået sammen - og nu kan skoleelever lære af det
Gode kræfter i Sindal har samarbejdet om nyt undervisningsmateriale, der skal give skoleelever indblik i biogas-produktion
SINDAL: Sindal Skole, Sindal Biogas og kommunikationsfirmaet Tankegang præsenterer nu et omfattende undervisningsmateriale til de ældste skoleelever. Materialet har parterne udviklet sammen her i 2022.
Med materialet kan elever i 8. – 9. klasse arbejde med biogas i mange eller få timer før, under og efter et besøg på biogasanlægget. Der er 15 sæt opgaver, som klasserne kan vælge imellem, og eleverne skal bruge viden fra en række fag fra skolen.
Lever op til læringsmål
Lærerne Anne Mette Houen Lauritsen og Anders Ejstrup Hansen fra Sindal Skole har bidraget til undervisningsmaterialet med viden og erfaringer fra den daglige undervisning og har lavet forslag til spil, øvelser og aktiviteter. De har haft et skarpt øje på læring og pædagogik for at sikre, at materialet er vedkommende for eleverne og lever op til læringsmålene i udskolingen.
Økonomi- og administrationschef Laust Gaardbo fra Sindal Biogas har forklaret alt om processerne i produktionen af biogas. Som erfaren rundviser på anlægget ved han også, hvad skoleelever interesserer sig for.
Designer Lotte Winther fra Tankegang har styret processen og samarbejdet, udviklet grafik og samlet materialet til en helhed. Hun har fulgt principperne om designtænkning, hvor brugerens oplevelse altid er i fokus.
Højere udbytte af rundvisning
Sindal Biogas tager året rundt imod skoleklasser og viser dem det store anlæg, hvor gylle, strøelse og spildprodukter bliver til grøn energi. Med det nye undervisningsmateriale er eleverne godt forberedt, og de kan have en opgave, som de skal løse med hjælp fra den viden, de får på besøget på biogassen. På den måde kommer der meget mere læring ud af en rundvisning.
- Når vi producerer biogas, skal vi have mest muligt ud af ressourcerne. Det samme kan vi sige om en rundvisning. Her gælder det også om, at eleverne får det størst mulige udbytte af den tid, vi bruger sammen, siger Laust Gaardbo i pressemeddelelsen fra parterne.
Sindal Biogas har i øvrigt i flere år haft et tæt samarbejde med Sindal Skole og støtter gerne projekter og aktiviteter på skolen. Op til jul har Sindal Biogas givet skolens to elevråd hver 6000 kroner i gave. Så skal eleverne på god demokratisk vis finde den helt rigtige måde at bruge pengene på.