Lokalt teater har bredt program i år
HJØRRING: Den 3. maj landede sæsonkataloget for sæson 24/25, og det er blevet velmodtaget blandt publikum.
Billetsalget for den kommende sæson er i fuld gang på Vendsyssel Teater, og særligt én forestilling vækker stor interesse – jubilæumsforestillingen HANS. Forestillingen er en hyldest til den afdøde skuespiller Hans Holtegård, hvis karriere løb parallelt med Vendsyssel Teaters tilblivelse og udvikling.
Publikum kan opleve den folkekære og afholdte skuespiller Lone Rødbroe på scenen, ledsaget af sin datter Frida Cæcilia Rødbroe. Sammen skaber de en musikalsk, rørende og sjov fortælling om Hans Holtegårds talentfulde skuespillervirke og Vendsyssels 40-år lange teaterhistorie.
Teaterdirektør Rolf Heim udtrykker stor glæde over den særlige interesse for denne forestilling:
- Vi har, hvis ikke forventet så i hvert fald, håbet på, at denne hyldest og anerkendelse af Hans vil være noget, publikum vil tage del i, og derfor glæder det os naturligvis, at interessen er synlig på billetsalget. At det netop er Lone, der bliver frontfigur i den fortælling, er helt bevidst - hendes samspil og relation til Hans både på og bag scenen, giver forhåbentlig den nærhed og nerve, som denne type forestilling kræver. Og så her hun - ligesom Hans - også kendt for sin komiske sans, hvilket ligger godt i tråd med fortællingen.
Lone er en populær skuespiller ikke blot i Vendsyssel, men også i resten af landet på diverse teatre og i revyer. Hun kan også opleves på filmlærredet og tv-skærmen, hvor hun blandt andet medvirker i forskellige tv-serier.
I én af dem er hendes karakters medvirken forlænget, hvilket desværre karambolerer med en anden af teatrets forestillinger, MEN HER GÅR DET GODT, hvor Lone også var på rollelisten.
Teatret er glade på Lones vegne og bakker naturligvis op om den udvikling og de potentialer, der viser sig for hende lige nu.
MEN HER GÅR DET GODT har premiere fredag den13. august og er sæsonens første egenproduktion. Det er en teaterkoncert over Ib Grønbechs sange, og skuespilleren Lotte Munk, der har medvirket i adskillige forestillinger rundt om i landet, tv-serier og film, træder ind som Lones afløser.
Dette markerer Lottes debut på Vendsyssel Teater, men hun er oprindeligt fra Hals og har derfor den nordjyske lune under huden. Hun kan også vendelbomål og er netop flyttet tilbage til hjemstavnen fra København.
Forestillingen spiller frem til den 12. oktober, og på scenen kan man opleve: Lotte Munk, Hanne Laursen, Anders Jul Fristrup Andersen, Martin Ivan og Robin Haslund Buch samt musikerne Ole Albrectsen, Carsten Landors og Tom Bilde.
Billetsalget er generelt set bredt fordelt ud over sæsonens forestillinger, som tæller 3 egenproduktioner, 2 co-produktioner, 9 gæstespil og 7 børneforestillinger.
Fredag den 16. august holder teatret den årlige sæsonåbning, hvor repertoiret for 24/25 bliver præsenteret.
Som vanligt er der underholdning og godt til ganen - i år med fødselsdagstema.
Publikum får lejlighed til at møde både Ib Grønbech, Lone Rødbroe og mange andre blandt de forskellige indslag.