Lokale Soroptimister er klar med kampagne mod kvindevold
HJØRRING: Lørdag den 30. november 2024 går danske Soroptimister fra klubber over hele landet på gaden. Formålet med denne aktion er at støtte op om FN-kampagnen ” Stop vold mod kvinder.”
Soroptimisterne i Hjørring vil markere de såkaldte orange dage med en udstilling på biblioteket i Hjørring og Dansk Folkehjælps genbrugsbutik i Bispensgade.
Den 26. november afholder Soroptimisterne desuden et foredrag med Laila Hyldgaard Tronsen, der har været i et voldeligt forhold gennem 21 år.
- Vold mod kvinder kan have mange udtryksformer. Med udbredelsen af elektroniske medier er psykisk vold og trusler eskaleret. Og seksuel vold og chikane på arbejdspladser, som længe er blevet fortiet, er endelig kommet frem i lyset, siger Soroptimisterne i en pressemeddelelse.
Soroptimisterne vil være at finde 30. november foran deres julehytte på Bispetorv i Hjørring, oplyses det videre.