Lokale borgere har forskønnet byen for millionbeløb
Byforum Hirtshals har nu brugt omkring fem millioner kroner på at forskønne byen.
Formanden for Byforum Hirtshals, John Kongerslev, har sammen med bestyrelsen selv samlet de fem millioner ind ved hjælp af fonde. Der er derfor ikke brugt offentlige skattekroner på at forskønne Hirtshals.
- Det er de mange frivillige fortovsmatroser for Hirtshals Byforum, der gør det hele muligt. De holder alle stierne ved lige, de planter og sætter hegn op om det plantede, så det ikke bliver trådt ned, siger John Kongerslev.
Formanden fortæller, at de slet ikke er færdige endnu.
- Der kommer en flot gangbro over Skagerakvej, som man kan stå og nyde udsigten på. Broen vil sammen med udsigtsstien, der går fra Solnedgangspladsen via Den Grønne Plads til Banegårdspladsen, blive indviet her i sensommeren og efteråret, siger John Kongerslev.