Lokal Hirtshals-dreng elsker livet som selvstændig
HIRTSHALS: Lokal Hirtshals-dreng har nu været selvstændig installatør i et år i Hirtshals.
Michael Søborg driver en sund og velfungerende forretning som elektriker og har mange kunder i Hirtshals.
- Det at turde tage springet og blive selvstændig er en stor omvæltning i ens tilværelse, siger Michael Søborg.
- Men man bliver grebet af det, især når det går godt. Det at være sin egen herre i virksomheden giver en stor frihed og glæde i det daglige arbejde.
Han mener, at kundetilfredshed er meget vigtigt.
- Kunderne bliver tilfredse, når arbejdet bliver gjort godt og grundigt, og så skal det være til en rimelig pris. De to ting hænger uløseligt sammen, siger Michael.
Michael Søborg har meget arbejde inden for nybygning og renovering, både for virksomheder og private. Ingen opgaver er for store eller små.
- Når man skal starte med at være selvstændig, skal det helst ske, før man bliver alt for gammel. Jeg er 32 år nu og har den energi, der skal til for at være selvstændig, siger Michael Søborg.