Lokal forening får stor donation: - Alle er velkomne
Dartklubben Nordpilen modtog en donation på 10.000 kroner fra Forsikringsselskabet Vendsyssel.
- Jeg er glad for at kunne støtte lokalt, fordi jeg ved, hvor meget det kan betyde for det lokale foreningsliv at få en økonomisk håndsrækning, siger assurandør Jan Knudsen fra Forsikringsselskabet Vendsyssel.
Jan Knudsen er imponeret over Dartklubbens nye flotte klubhus og bemærker:
- Man kan se, at der har været rigtig mange frivillige hænder i gang med det store arbejde for at få det til at se så godt og flot ud.
Jan Knudsen har været assurandør hos Forsikringsselskabet Vendsyssel i mere end 12 år og fremhæver sine mange loyale lokale kunder. Han mener, at kunderne får den bedste service gennem de lokale kolleger, der sidder i Hjørring, især når de har brug for hjælp ved skade eller rådgivning. Han tilføjer, at de også taler et godt vendelbomål.
Formanden for Dartklubben Nordpilen, Rene Thomsen, fortæller:
- Klubben har 24 medlemmer i alderen fra 20 til 70 år. Vi har klubaftener om mandagen og onsdagen fra klokken 19 til 22.
- Vi har seks baner til rådighed her i de nye lokaler, og alle er velkomne til at prøve at spille dart, selv om man ikke er medlem. Om tirsdagen har vi dart for de 60-plus-årige fra klokken 10 til 12, så kom og prøv at spille dart. Bagefter kan man melde sig ind i klubben, hvis man ønsker at fortsætte, siger formand Rene Thomsen.