Lokal dagligvarebutik afholder årets lystændingsfest torsdag 14. november
LØKKEN: Man kan på ingen måde sige, at man ligger på den lade side i Nordjyllands største Super Brugsen i Løkken, hvor man på det seneste har haft et flot program med et hav af spændende aktiviteter.
Og nu er tiden så endelig kommet til noget af det mest magiske i forbindelse med den mørke tid, når de mange lys bliver tændt foran butikken, hvilket foregår torsdag 14. november 2024 kl. 17.00.
Julestemning
- Efter en eventrig efterårsferie i uge 42, foreningsdag i uge 43 og halloweenfest med fælles elevaktiviteter på tværs af afdelinger i uge 44, så er vi nu klar til julen, siger uddeler Mogens Knudsen.
I forbindelse med den særlige julebegivenhed i Løkken, så vil der være hyggelig musik med kor, salg af brændte mandler fra Munken & Bønnen, samt lækkerier fra Hanstholm Fish and Chips.
Traditionen fortsætter derefter med den årlige lystændingsfest, og efter at lysene tændes, så er der gratis æbleskiver og gløgg, samt ekstra gode tilbud inde i butikken - og endda med 15 procent rabat.
Gang i biksen
Som regel plejer der at være mange mennesker til lystændingsfesten, og arrangementet for nylig med halloweenfesten var også velbesøgt, hvor over 200 børn prøvede skattejagt og ansigtsmaling.
Denne event, som blandt andet også bestod af en flot oppyntet butik, hvor lyset blev slukket over det hele, var skabt af alle eleverne, og blev en kæmpe succes, der vil blive gentaget i 2025.