Billede beskrivelse

Løkkendarisk weekend for alle Surf Girls

08. marts 2022 kl. 17.00

Hvis du synes, du møder særligt mange kvinder og piger med surfboards under armen i Løkken her til weekenden, så er den god nok.

I anledning af den Internationale Kvindedag gæster Surf Søstre Løkken, og i samarbejde med Løkken Surf Klubs Girl Surf skyder de årets Surf Days i gang med en løkkendarisk weekend fra den 11. - 13. marts 2022. Der ventes gæster fra det meste af landet til begivenheden.

- HAVS og North Shore Surf på Sdr. Strandvej – og ikke mindst stranden og havet – lægger rammer til. Weekenden bliver spækket med fede aktiviteter i selskab med surfsultne piger og kvinder i alle aldre, fortæller Nanna Maria Schmidt fra Løkken Surf Klub.

- Weekenden er baseret på et ønske om at bringe piger og kvinder sammen i surfmiljøet og få flere med ud på vandet. Sammen skal vi surfe, dyrke yoga og lade op i sauna og vildmarksbad.

- Så det bliver en weekend fyldt med gode vibes, nye venskaber og en masse surfing. Vores mission er at inspirere og invitere nye surfsultne piger og kvinder til den fantastiske verden på et surfbræt, forklarer hun.

Deltagerne starter med at mødes til spisning på HAVS fredag aften, og lørdag og søndag byder på en række aktiviteter. Deltagelse er gratis, men måltider, udstyr og overnatning er på egenbetaling. North Shore Surf tilbyder 50% på alt leje af udstyr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste