Løkken Molefestival er klar med deres hidtil største program
- Løkken Molefestival inviterer til en weekend fyldt med store smagsindtryk, god stemning, musik og uforglemmelige oplevelser i rammerne af Løkken, skriver Løkken.dk i det flotte trykte program, der er lavet til Løkken Molefestival 2022.
Programmet ligger nu klar i mange forretninger og på Løkken Turistbureau.
En gammel drøm i Løkken om at skabe en molefestival-tradition kommer nærmere. Det har dog ikke været uden udfordringer. Starten gik i 2018 med et brag af en flot molefest i tre dage. I 2019 skulle traditionen fortsætte. Det gjorde den også i starten, men natten mellem lørdag og søndag ”blæst’ en vældig vind den daw ud’ fra vest”. Af sikkerhedsgrunde måtte det store festtelt i hast tages ned, og festen sluttede brat.
De følgende to år 2020 og 2021 er corona-historie.
- Det betyder, at vi i 2022 nu sætter gang i det hidtil største Molefestival-program, fortæller bureauchef Amalie Andersen.
- Og for at minimere risikoen for dårligt vejr, har foreningen valgt at lægge festivalen tidligere, nemlig fra 26. til 28. august, tilføjer hun
Festivalens tema er fødevarer, men der er også masser af musik og traditioner fra de tidligere festivaller. Det store festtelt bliver slået op ved Fiskernes Hus på Sdr. Strandvej.
- Der bliver Råvaremarked på Torvet og i festteltet ved Fiskernes Hus klokken 10.00 til 16.00 lørdag og søndag, hvor man kan forsyne sig med lokale råvarer fra en række lokale producenter, fortæller Amalie Andersen.
Til traditionen hører en fiskeauktion. Det bliver i år med ingen ringere end Murer Keld som auktionarius. Benyt lejligheden til at gøre en god handel i Fiskernes Hus lørdag klokken 11.00 til 11.30.
Også det store Hesteshow med friserheste på stranden syd for molen er på programmet lørdag. Det samme er Mole-Modeshow, hvor Løkkens butikker præsenterer efterårets og vinterens mode til hele familien.
Et righoldigt musikprogram begge dage og aftenfest fredag og lørdag med spisning og dans til midnat gør sit til at skabe en rigtig festivalstemning.
En flot oplevelse venter søndag, hvor Nordjyllands største gospelkor rammer Løkken. Aalborg Gospel Choir underholder i festteltet klokken 10.00 til 11.00.
Og så gør det jo heller ikke noget, at der er gratis morgenbord i festteltet både lørdag og søndag klokken 10.00 til 11.00.
- Men der er meget mere. Se det store festivalprogram, og husk: man ved aldrig med vinden her ved Vesterhavet, så vi råder til at tage praktisk tøj på – og en ekstra trøje i tasken, siger Amalie Andersen, der selv har sydvesten klar.
Løkken.dk vil gerne takke alle de gavmilde sponsorer, som har hjulpet med at realisere dette års Molefestival i Løkken.
- Der skal også lyde en stor tak til alle de frivillige, der har gjort, og fortsat under festivalen, gør et stort stykke arbejde, slutter Amalie Andersen.