Løkken fik flere lys i mørket
Traditionen tro, så tændte Super Brugsen i Løkken torsdag 9. november igen for den smukke julebelysning - og det foran mange fremmødte, der kunne nyde det dejlige syn.
Stemningen var både hyggelig og magisk, og måske lidt ekstra taknemmelig, da man med ræsonnement kunne tænke tilbage på de seneste års corona og skøre energipriser.
Derfor var glæden nok ekstra stor blandt de mange, som var mødt op, og butikken havde forberedt flere aktiviteter, der også gjorde det særligt interessant at kigge indenfor.
Flere events
Eftermiddagen startede med introduktionen af en ny flaskeautomat, som er en fin, hygiejnisk løsning på pantemballage, hvor man i fremtiden let kan tømme sine affaldssække.
I forbindelse hermed var der en sjov event, hvor flere gevinstgivende bolde blev sparket fra taget ud for automatindgangen, hvilket blev efterfulgt af billige hotdogs til 10 kroner.
Da klokken begyndte at nærme sig 17.00, så kom East Harbour Jazzband på banen med glad musik, mens de mange mennesker også kunne nyde salget af brændte mandler.
Nedtælling
Kort derefter, så talte bandet sammen med alle fra 10 ned til 0 - og så blev julebelysningen foran facaden tændt i år igen, mens folk efterfølgende valfartede ind i byens brugs.
Indenfor kunne kunderne i dagens anledning få 20 procent rabat, herunder også på allerede nedsatte varer - samtidig kan vi alle i den kommende tid glædes over belysningen udenfor.