Labyrint ved LIUF var uhyggeligt populær
HJØRRING: Thomas Elken var godt nok iklædt hugtænder, og han havde en drabelig motorsav – med lyd – i hånden.
Men glæden hos ham og de andre skumle zombier, uhyggelige klovne, hekse, spøgelser og monstre var ikke til at gå fejl af.
Den store halloween-labyrint ved LIUF i Hjørring, der havde åben for alle torsdag aften, var en kæmpe tiltræknings-magnet for byens børn.
Her var røg, lys og lyd med til at skabe den uhyggelige stemning.
Der blev hvinet og løbet, da en haltende mand pludselig trådte ud af mørket, og de mange detaljer blev nærstuderet af børnene.
Aj, se lige skelet-børnene på vippen!
Øj, er det indvolde de spiser der ved bordet?
Kan skeletter virkelig køre bil?
– Det er simpelthen fantastisk at se så mange børn i alle aldre, sagde Thomas Elken, der i anledning af Halloween havde forvandlet sig til en uhyggelig karakter fra Motorsavsmassakren.
Han vurderede, da LigeHer.nu var forbi, at over 300 børn havde besøgt labyrinten.
– Det er jo sådan noget, der gør, at det har været det hele værd, sagde Thomas Elken. Han har sammen med sin kone Janne, sat initiativet, der har været under forberedelse siden i sommer, i søen.
Han lagde til gengæld heller ikke skjul på, at projektet ikke mindst har kunne lade sig gøre på grund af frivillige kræfter og støtte fra forskellige virksomheder.
– Flere af dem, der er her i forskellige uhyggelige forklædninger, er fra de virksomheder, der har støttet op om arrangementet. De blev så grebet af det, at de valgte at være med, og vi har også sagtens kunne få frivillige til at stille op, smilede Thomas.
Nu bliver labyrinten pakket sammen, og uhyggen sat på hold et års tid.
– Men mon ikke vi vender stærkt tilbage næste år, siger Thomas Elken. Og understregede pointen med et grumt grrrrrr fra motorsaven.