Kræfter ja tak: Unge frivillige hjælper med opsætning til Dana Cup
Forberedelserne til dette års Dana Cup har stået på længe, og i denne uge hjælper Ungdomsklubben Nemizis til med at klargøre de ydre rammer for fodboldturneringen
Ungdomsklubben Nemizis Network er stiftet med det formål at "samle unge med fælles interesser, som f. eks. at lave aktiviteter som giver sammenhold og stabilitet imellem medlemmerne i foreningen".
Sådan kan man læse på Nemizis' Facebook-gruppe, som i skrivende stund tæller tæt på 1500 medlemmer.
Selve ungdomsklubben tæller på nuværende tidspunkt 92 medlemmer, og en række af disse hjælper i disse dage med til at sætte skilte og betonklodser op i anledningen af Dana Cup i Hjørring - en turnering der skydes og sparkes i gang i denne uge.
Kim Kolditz, der er stifter af ungdomsklubben og også administrator på førnævnte Facebook-gruppe, forklarer, at Nemizis-medlemmerne arbejder frivilligt med de opgaver, de bliver stillet over for i forbindelse med Dana Cup. De penge, som ungdomsklubben får for at hjælpe Dana Cup, tilgår dog i sidste ende medlemmerne, som Nemizis-klubben senere afholder arrangementer og lignende for.
Lørdag for- og eftermiddag bød arbejdsopgaverne på lidt af hvert for de frivillige unge fra Nemizis. Blandt andet blev der flyttet skilte, ordnet telt og andet forefaldende, sådan at både logistik og sikkerhed kan være i top, når startskuddet til Dana Cup lyder mandag.
Det fortæller Daniel Bekby, der er ansvarlig leder i Nemizis-gruppen.
- Vi skal sætte hegn op forskellige steder på sportspladsen, og ellers er der flere små opgaver med opsætning. Derudover skal der også sørges for skiltningen på pladsen og i nærområdet, forklarede Daniel Bekby, da Nordjyske fangede ham fredag formiddag umiddelbart inden den store arbejdsdag.
Han startede selv i sin tid som medlem i ungdomsklubben Nemizis og arbejder nu med at give foreningens værdier videre til den næste generation.
Daniel Bekby fortæller videre, at man i Nemizis har - ligesom man har hørt i andre sammenhæng - haft svært ved at finde nok frivillige til at gennemføre foreningens opgaver.
- Opbakningen har været relativt stor, men vi har også kæmpet med samme udfordring som andre har, nemlig at skaffe frivillige, for folk har fundet ud af, at der er andet i livet end frivilligt arbejde. Vi oplever dog en tilgang på nuværende tidspunkt, hvor vi godt kan holde os oven vande, siger Daniel Bekby.
Det er planen, at Nemizis også skal udføre flere forskellige opgaver under selve afviklingen af Dana Cup i uge 30. Blandt andet skal de holde opsyn ved vejafspærringer, sørge for opsyn ved diskoteltet og ved eventområdet på pladsen.