Kattehjemmet Bæklund inviterer til Åbent Hus

27. maj 2022 kl. 06.15

Kattehjemmet Bæklund på Øster Thirupvej inviterer på lørdag 28. maj til Åbent Hus, hvor besøgende kan få lejlighed til at se, snakke og nusse med de katte og killinger, der for tiden er på kattehjemmet. Der er også lejlighed til at hilse på og få en snak med nogle af de mange frivillige, der til daglig passer og plejer de hjemløse katte. Måske får nogle ovenikøbet lyst til at deltage i det frivillige arbejde på kattehjemmet, der altid kan bruge flere frivillige.

Kattehjemmet Bæklund ejes af Jonna Fals og drives i dag udelukkende af frivillige, der vil hjælpe hjemløse katte videre til en tryg tilværelse hos kærlige familier. De frivillige er organiseret i støtteforeningen Kattehjemmet Bæklunds Venner, der blev oprettet i 2008. Støtteforeningen har 200 medlemmer, der med et beskedent årligt kontingent skaber det økonomiske grundlag for at drive kattehjemmet. Støtteforeningen søger også om økonomiske midler fra fonde til at opretholde driften af kattehjemmet.

- Desværre er der mange, der betragter katte som noget, man blot kan hygge sig med for eksempel i sommerferien, når familien er i sommerhuset. Når ferien så er forbi, bliver kattene overladt til deres egen skæbne. Heldigvis er der mange, der så kommer og aflevere de herreløse katte som regel med killinger til os her på kattehjemmet, fortæller Jonna Fals.

De frivillige sørger for, at de forskræmte katte bliver socialiseret, og i kærlige menneskehænder oplever tryghed og nærvær. Ud over at kattene bliver passet og plejet, bliver de undersøgt, vaccineret og chippet ved Sindal Dyrehospital. Når kattene er 8 uger er det muligt for kommende familier at se og reserve en kat til adoption. Katten kan dog først formidles, når den er 12 uger gammel.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste