Kæmpe labyrint skaber uhygge
HJØRRING: Det er noget på færde, og det bliver ikke bare uhyggeligt ved Lundergård Hallen 31. oktober. Det bliver helt utroligt uhyggeligt.
Sådan lyder det fra LIUF Håndbold, der 31. oktober fra 17.30-20.00 holder et Halloween-event foran Hallen.
Her er der nemlig igen lagt op til alle former for uhygge og garanti for gode gys undervejs.
Alle byens børn og unge inviteres til at deltage, og det er gratis at være med.
– Det kan jo for eksempel være, de kan kigge forbi, når de er ude at rasle, siger Thomas og Janne Elken fra LIUF Håndbold. De er begge medarrangører og del af en stor gruppe frivillige, der står bag skabelsen af eventet.
Der bliver bygget en ca. 300 kvadratmeter stor labyrint foran Lundergård Hallen.
- Her kan de besøgende opleve forskellige halloween dekorationer med lyd-, lys- og røgeffekter, ligesom levende statister vil være med til at sætte den helt rette stemning, fortæller Thomas og Janne Elken.
Eventet har fået støtte af flere lokale virksomheder, der støtter projektet med sponserede midler til indkøb af halloween pynt, leje af røgmaskiner med mere.
– Vi har også fået støtte fra flere virksomheder, som stiller udstyr til rådighed til at bygge labyrinten, fortæller Thomas og Janne Elken og fortsætter.
- Vi har desuden fået sponsoreret 800 små poser slik og slikkepinde til trick&treat uddeling, til de børn som besøger labyrinten.