Jane har en særlig invitation til børnene
LØNSTRUP: Jane Larsen, der er indehaver af Flyvsand Galleri & Butik i Lønstrup ved selv, hvor skønt det er at finde et roligt sted i haven og fordybe sig i kreative sysler.
- Vi vil jo rigtigt gerne dele vores naturglæde og lyst til at være kreative med børnene, siger Jane Larsen.
Hun er derfor klar med et nyt tiltag denne sommer.
Hele sommeren inviteres børn til en gratis aktivitet hos Flyvsand Galleri & Butik . De kan nemlig komme forbi og låne akvarelfarver og papir, for at sætte sig i galleriets have. Her skal de finde en blomst, et insekt eller et blad. Meningen er, at de skal iagttage farver og former og derefter male dem.
- Der bliver ikke tale om undervisning, selvom jeg har undervist i billedkunst, siger Jane Larsen .
Børnene kan komme i følge med en voksen hver dag fra 1. juli-11. august kl. 10.00-17.00. Her kan de sætte sig ned, finde roen og fordybe sig i Flyvsand Galleri & Butiks rolige have.
- Det er noget, jeg selv har stor glæde af, og som jeg oplever mange siger, at de oplever når de kommer her: "Her er sådan en dejlig ro."
En del børn vil sikkert også glæde sig over, at der ovenpå de kreative sysler kan nydes et glas saft eller en økologisk is i galleriets caféområde.
Flyvsand Galleri & Butik har til huse på Rubjergvej 51 i Lønstrup.