Inviterer til fællessang
LØNSTRUP: Lønstrupkoret har 25-års jubilæum i år. Koret blev etableret ved et arrangement i Middelalderåret 1999, hvor Inger Lauritzen, brødrene Allan Normann Sørensen og Frank Normann Sørensen samt Inger Lauritzens datter Lisbeth Faldborg og hendes to døtre deltog.
I årene derefter blev koret udvidet med flere medlemmer. Da Jane Rasmussen kom med, blev der øvet på Lønstrup Badehotel, som Jane Rasmussen og hendes mand Jens Rasmussen bestyrede. Tidligere skoleinspektør Finn Christensen kom med som akkompagnatør på klaver.
Senere blev der afholdt øveaftener hos Inger Lauritzen, som serverede snilliker (små trekantede sandwich af hvidt brød) og andet bagværk, for Inger Lauritzen var en fremragende bager.
Koret blev efterhånden udvidet til ni til ti sangere, og de sidste mange år har koret, hvert år i sommerferien, optrådt som forsangere ved syng-sammen arrangementer i Lønstrups Gamle Redningshus (et samarbejde mellem Lønstrup Turistforening og Lønstrup Fiskeriforening) og i Lønstrup Kirke – tre gange i Redningshuset og to gange i Kirken – til stor fornøjelse for både lokale og turister.
Her i 2024 er der fællessang i det gamle redningshus onsdag den 17. og 31. juli og i Lønstrup Kirke onsdag den 24. juli – alle dage kl. 20.00, og der er fri adgang.
Lønstrupkoret glæder sig til at synge for jer.