Billede beskrivelse

Hvem fanger den største havørred i Uggerby Å?

I weekenden 9.-11. september afvikler Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn sin årlige fiskekonkurrence i Uggerby Å.

31. august 2022 kl. 06.00
Opdateret 01. september 2022 kl. 13.15

Hvis man kan lide frisk luft, natur og spændingen ved at kaste snøren ud i en å, er det ikke nogen dårlig idé at tilmelde sig den årlige lystfiskerkonkurrence i Uggerby Å.

Det er Sportsfiskerforeningen for Hjørring og Omegn, der står bag konkurrencen, som begynder fredag 9. september kl. 18 og slutter søndag 12. september kl. 12.

Den samlede præmiesum er på 100.000 kr., som fordeles på en lang række fangster, hvor den største går til den lystfisker, der fanger den største havørred. Den udløser en præmie til en værdi af kr. 20.000.

Det er dog ikke kun havørreder, der fiskes efter. Uggerby Å har hele 11 forskellige arter fisk, og der fiskes efter dem alle.

Konkurrencen tager udgangspunkt ved Uggerby Kanofart i Uggerby, hvor man kan købe deltagerbevis fra fredag 9. september kl. 16. Her er der desuden opstillet et telt, hvor man kan købe forfriskninger under hele konkurrencen.

I 2019 vejede den størst fangede havørred 9,325 kg. og mange lystfiskerne husker stadig vinderørreden fra 2005, der vejede 11,7 kg.

Konkurrencen har titlen Uggerby Å Cup, og der er aldrig trængsel langs åen, hvor lystfiskerforeningen har ret til at fiske i 100 km. fiskevand.

Programmet for konkurrencen kan ses på foreningens hjemmeside www.uggerbyaa.dk.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste