Hjørring under besættelsen: Kom med på byvandring - dramatiske hændelser rystede byen
Vendsyssel Historiske Museum har oplevet en enorm opbakning og interesse for byvandringen i besættelsestidens Hjørring, der fandt sted i anledning af befrielsesdagen.
Interessen har været så stor, at det var muligt for museet at fylde tilmeldingslisterne på yderligere to arrangementer med venteliste.
For at give alle interesserede mulighed for at deltage, planlægges nu en fjerde byvandring tirsdag 1. juni klokken 17.30 med start foran museets hovedindgang i Museumsgade.
Aftenens guide er formidlingschef Jens-Christian Hansen, der blandt andet har stået bag museets nye udstilling ”Vendsyssel Besat”. Undervejs på turen fortælles både om hjørringensernes hverdag med besættelsesmagten samt om nogle af de dramatiske begivenheder, der rystede byen i besættelsesårene. Turen varer cirka halvanden time og koster 50 kroner pr. person. Af hensyn til et begrænset deltagerantal er tilmelding nødvendig til jch@vhm.dk.