Der er god mulighed for at komme til koncert i Hjørring i løbet af 2022. Randers Kammerorkester er en af de optrædende. Pressefoto.
Det sker

Hjørring Musikforening melder ud: Her er koncertprogrammet for 2022

I 2022 kan der ses frem til otte kammermusikkoncerter i Festsalen på Hjørring Gymnasium & HF Kursus og en enkelt på Vendelbohus.

30. december 2021 kl. 11:45
Opdateret kl. 12:28

Hjørring Musikforenings godt 300 medlemmer kan se frem til et godt program med klassisk musik i 2022, da de tilbyder hele ni kammermusikkoncerter i løbet af året. Det skriver de i en pressemeddelelse.

- Vi har 3 koncerter fra sæson 2021 som desværre ikke kunne gennemføres. Disse koncerter indgår naturligvis i vores sæson 2022. Vi har for sæson 2022 sammensat et flot og alsidigt program med ensembler, klavertrio, duo for violin og klaver, soloklaver m. m., siger formand for Hjørring Musikforening, Kaj Nørholm.

- Vi er selvfølgelig opmærksomme på, at coronarestriktioner kan betyde ændringer i vore koncerter. Men vi håber, det lykkes at afvikle koncerterne uden for mange restriktioner, og vi glæder os til at se vores trofaste publikum i 2022, fortsætter formanden.

Duo Diathesis åbner de Hjørring Musikforenings koncerter allerede 23. januar i det nye år. Pressefoto.

Første koncert er med Duo Diathesis 23. januar, hvorefter de kommer i en lind strøm i forår og efterår. Du kan blandt andet opleve Trio Gemini og den unge danske pianist Elias Holm. Sæsonens sidste koncert afsluttes af Randers Kammerorkester.

De otte af koncerterne på Hjørring Gymnasium & HF Kursus, mens en enkelt foregår på Vendelbohus.

Vil du vide mere om musikprogrammet eller eventuelt blive medlem af musikforeningen og dermed have muligheden for at deltage i koncerterne, kan du gå ind på foreningens hjemmeside hjoerringmusikforening.dk.

Annonceret indhold

Nyeste