Hjemmeværnets Musikkorps spiller foråret ind
Koncerten holdes i samarbejde med Gospelkoret Concentus
10. april 2018 kl. 07.59
Opdateret 13. april 2018 kl. 10.31
HJØRRING: For første gang holder Hjemmeværnets Musikkorps Nordjylland en forårskoncert.
Musikkorpset har valgt at samarbejde med Gospelkoret Concentus, som har deres egen afdeling i koncerten, hvor de underholder med gospelsang.
Musikkorpset spiller et bredt udvalg fra repertoiret, hvor der både vil være marcher, underholdningsmusik og mulighed for at synge med på gode danske sange.
Musikkorpset har et særligt udvalg af numre med i koncerten af den verdensberømte musicalkomponist Andrew Lloyd Webber som den 22. marts 2018 kunne fejre sin 70 års fødselsdag.
- Vi kommer blandt andet fordi kendte numre som “Don’t cry for me Argentina" fra musicalen Evita, men vi skal selvfølgelig også møde nogle af kattene fra Cats, oplyser Heidi Kjølby Andersen, kontakt- og rekrutteringsofficer.
Koncerten finder sted søndag 22. april klokken 14 i festsalen på UCN i Hjørring, Skolevangen 45.
- Der er som altid til musikkorpsets koncerter gratis entré. Der vil være mulighed for at købe kaffe og kage i pausen.
Blot tre dage efter forårskoncerten skal musikkorpset stille til den årlige årsprøve. Her skal en musiksagkyndig fra Hjemmeværnskommandoen vurdere korpsets evner både på gående musiceren og siddende koncert.
Årsprøven er dels en prøve, hvor det afgøres om korpset fortsat er værdige til at repræsentere hjemmeværnet. Men det er i høj grad også tidspunktet, hvor orkester og dirigent får feedback til den videre udvikling af det musikalske niveau.