Her kan du købe illustrationer med lokalt vartegn
I anledning af Nr. Lyngby Borgerforenings seneste tiltag med grafiske vignetillustrationer udført af formand, Søren Bangsø, så var der fornylig præsentation af disse sammen med den nye beklædningsserie med foreningens logo, mens der også blev budt på et lille glas bobler på dagen.
Fremvisningen foregik foran Strandkøbmanden i Nr. Lyngby, hvor der således var god mulighed for at se og købe de nye illustrationer, der viser 3 af Nr. Lyngbys mest kendte vartegn i form af klokketårnet, solnedgangspladsen og Lyngby Kirke - disse illustrationer kan i øvrigt købes hos købmanden hele sommeren.
Nyfortolkning af 70'erne
Borgerforeningen havde et ønske om at kunne præsentere en serie grafiske tryk fra området, og vignetterne blev til som en nyfortolkning af Søren Bangsøs tidligere udførte tryk tilbage fra 1979.
Den tekniske udførsel er en kombination af digital tegning kombineret med en let, håndmalet akvarel som baggrund, og trykkene er fremstillet i størrelserne A4 og 13x18 cm på Scandia Ivory-karton.
Særligt udvalgte vartegn
Klokketårnet på Lyngbys gamle kirkegård hørte til den oprindelige Lyngby Kirke, som var opført uden tårn - dette klokketårn stod ved klinten på den gamle kirkegård frem til 2017, hvorefter det af Borgerforeningen blev flyttet til dets nuværende placering.
Solnedgangspladsen i Nr. Lyngby blev opført i 2008 af Borgerforeningen, og er tegnet af arkitekten og kunstneren Jørgen Ussing - toiletbygningen er opført som en pendant til klokketårnet, og pladsen giver mulighed for at skue ud over havet og ind over de nylig anlagte søer. På pladsen er også opsat et solur, som er udført af den lokale stenkunstner, Klaus Unger.
Lyngby Kirke er opført i 1913-1914 på sin nuværende placering, og er tegnet af arkitekten C. F. Harboe - den eksisterende kirke, som stod på den gamle kirkegård, blev nedtaget grundet fare for, at den ville skride i havet. Koret i kirken er opført af huggede kampesten fra den gamle kirke, mens stenstablen foran kirken er lig de tiloversblevne sten fra arbejdet.