Billede beskrivelse

Havkajak-klub fejrer 10-års jubilæum

06. august 2024 kl. 14.01

TVERSTED: Bindslev Tversted Idrætsforening (BTI) har jubilæum i havkajakafdelingen. Det fejres med ”åben strand”-arrangement.

I 2014 flyttede en driftig mand, Poul Vilstrup, til området, og han var vant til at sejle havkajak. Men her var ingen havkajakklub, så det satte han sig for at gøre noget ved.

Allerede samme år, 2014, var en ny afdeling af BTI stiftet, og det første hold havkajakroere blev uddannet til at tage på vandet.

I de følgende år afholdt Poul Vilstrup adskillige begynderkurser, og BTI Havkajak har været meget aktiv lige siden.

Nye kræfter

Som i alle andre foreninger kan ”Tordenskjolds soldater” blive trætte, både som instruktører og i bestyrelserne. Heldigvis har flere medlemmer haft energien til at uddanne sig til instruktører, og hvert år uddannes et nyt hold.

Det er ganske let at lære at sejle havkajak. Det kræver blot basal instruktion om kajakkens opbygning, ind- og udstigning med mere, en enkelt dag i svømmehal og derefter et weekendkursus. Herefter en del ture sammen med instruktør og medlemmer fra klubben, hvorefter man er ”friroet”, hvilket vil sige, at man er fuldgyldigt medlem af klubben.

Medlemstallet ligger stabilt omkring 60, men dog er kun omkring halvdelen regelmæssigt på vandet.

Billede beskrivelse

Kom og vær med

Klubben fejrer sig selv og sit 10-årsjubilæum med ”åben strand” søndag d. 11. august fra kl. 12.00 på Tversted Strand.

Det er ikke en ”lukket fest”. Hvis man kunne tænke sig at høre om, hvordan man kommer i gang, og hvad der foregår i klubben, er man meget velkommen til at komme og få en snak om det. Og hvis vejret er rimeligt ”artigt”, vil der også være mulighed for en prøvetur.

De fleste klubture foregår i øvrigt under ”artige” forhold med forholdsvis fladt vand. Dog kan alle medlemmer sejle i en hel del bølgegang, og nogle opsøger ligefrem temmelig store bølger. Der er plads til det hele, og der er plads til alle.

Det er et meget socialt fællesskab og skal ikke ses som en sportsklub. Det kan bedre sammenlignes med fx en stavgangsklub, hvor man er ude i naturen og kommer friskt afsted men uden høj puls. Og får de særlige oplevelser ved at se landet fra havet.

Klubbens medlemmer sejler ikke alene i eget farvand omkring Tversted, men også på østkysten, hvis vejret er ”uartigt” på Vestkysten, samt ture til åer som Ryå og Voerså og fjorde som Limfjorden og Mariager Fjord. Også en årlig tur til den norske skærgård bliver det til.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste