Gys i forladt bar - tør du?: Tre dage med Scare House på Messing Jens i Hjørring
Det varer ikke længe, før man begynder at vælte bygninger i Jernbanegade i Hjørring - blandt andet ejendommen, der huser hedengangne Messing Jens.
Men Hjørring-baren kommer til at spille en rolle her på falderebet.
Scare House, der tidligere har stået bag hårrejsende gys på eksempelvis Voergaard Slot, den gamle politistation i Hjørring og Spritten i Aalborg, lægger sig nemlig i selen for at skræmme dig og dine venner fra sans og samling hos Messing Jens over tre dage fra 15.-17. oktober.
Al overskud fra ”Scare House - Den forladte bar” går til udsatte og sygdomsramte børn igennem CoolUnite Fonden. Der er sat 500 billetter til salg til gyset i baren, der har været lukket i mange år.
- Derfor har vi selvfølgelig også inspiceret stedet for at sikre, at der ikke er noget, der styrter sammen - og man ikke risikerer at træde på søm og skruer, fortæller Kathrine Lyster Hansen, Chief of Charity, hos CoolUnite.
Man vil blive ført igennem arrangementet på en times tid i grupper af 8-10 personer.
Det er ikke for folk med sarte nerver - og samtidig med, at klovne og andet godtfolk vil forsøge at gøre dig gråhåret før tid, så er der også gåder, der skal løses undervejs.
Timingen op mod efterårsferien og den snart kommende Halloween gør, at arrangøren regner med at få udsolgt snart.
Du kan læse mere om eventen og købe billetter HER