Gratis sangaften i Sognegården
Der er sangaften onsdag 19. april klokken 19.30 i Sognegården i Løkken for alle sang- og musikinteresserede.
- Vi synger glade og hyggelige fællessange fra den gamle sangskat, og fra de helt nye salmer, viser og popsange, fortæller arrangørerne.
- Første afdeling introduceres af Hanne Kepler og Tove Ejlertsen Jensen, og emnerne er foråret, som er på vej, samt friheden, som vi skal værne om og sætte højt.
I denne afdeling vil der også være viser af Anne Linnet til minde om Ritt Bjerregaard, som var en elsket veninde til Anne Linnet.
Efter første afdeling er der pause, hvor der kan købes drikkevarer. Anden afdeling ledes af det sammensatte husorkester bestående af organist Søren Bundgaard og musiker Anders Barfoed.
Emnerne i anden afdeling bliver et genhør med Burt Bacharach, sange fra Bakkens Hvile og en masse sange med byer i Danmark.
Til slut en stille aftensang til at gå hjem på.
- Der er fri entre til sangaftenen. Alle er velkomne, og vi glæder os til at se jer.