Gæster fejrer ny bro i Hirtshals: Skibsbyggerbroen er nu åben
HIRTSHALS: Den nye bro over Skagerakvej i Hirtshals kom til at hedde Skibsbyggerbroen, og det var Jan Mølgaard Jensen, der vandt konkurrencen og præmien for navnet. Begrundelsen for navnet var, at der var blevet lavet og bygget skibe på Hans Svendsens Skibsbyggeri, der lå lige på den anden side af Havnegade, lige over for broen.
Det var lørdag den 13. juli, der var indvielse af Skibsbyggerbroen, og formanden for Byforum Hirtshals, John Kongerslev, bød de mange gæster velkommen.
Han fortalte om tilblivelsen af den lange udsigtssti rundt om Hirtshals på ca. 10 kilometer og den nye bro over Skagerakvej, hvor styregruppen bestod af Ole Møgelmose, Jørgen Rottbøl og John Kongerslev selv.
Hjørring Kommune blev takket for det store samarbejde med broen og udsigtsstien.
John Kongerslev har sammen med bestyrelsen for Byforum Hirtshals lavet byfornyelse for omkring seks millioner kroner i Hirtshals, og pengene er stort set kommet fra private donationer, så det er godt gået af Byforum Hirtshals, blev der sagt af mange af de fremmødte gæster.
Borgmester Søren Smalbro rettede i sin flotte tale for stierne og broen en stor tak til John Kongerslev:
- Han har med sin flid og stædighed gjort rigtig meget for at gøre Hirtshals bedre, og det er både for naturstierne og udsigtsstien samt denne bro her, jeg tænker på. Uden ham havde det været svært at få så meget lavet, lød det.
Til sidst blev snoren klippet af borgmesteren, og så var Skibsbyggerbroen og den anden etape af Udsigtsstien officielt åbnet. Bagefter var der hyggeligt samvær med musik og fiskefrikadeller lavet af Lene Kongerslev fra Restauration Munch.