AALBORG: Den spændende dyst mellem de nordjyske restauranter, "Bedst i Nordjylland", er ved at være ved vejs ende. Det hele afgøres i en utrolig spændende finale tirsdag 15. maj med start kl. 17.30. I bedste Champions Leaque-stil bliver det på neutral bane hos Mortens Kro i Aalborg. De to finalister og bejlere til titlen "Bedst i Nordjylland" er Vendia fra Hjørring og Textur fra Aalborg, som efter en forrygende indsats har kæmpet sig frem til finalen.
Vendia blev finaleklar med en sejr over Mortens Kro. Foto: Bente Poder Bent Bach
Men det er ikke kun den endelige vinder, der hædres på finaleaftenen. Løbende uddeles hædersdiplom for Årets snack, Årets forret, Årets hovedret, Årets dessert/ost og Årets vin/mad-match. Her er alle de restauranter, der har været med i konkurrencen, med i opløbet. En restaurant, som røg ud allerede i den indledende runde kan sagtens blive hædret for eksempelvis Årets snack. Ved dommerbordet på finaleaftenen sidder Peter Skov, Briand Funder og Bent Christensen. Dommere, som har været benyttet i løbet af konkurrencen, er også til stede. Det er: Torben Pedersbæk, Jonna Hvas, Claus Bauer, Claus Kræmmergaard og Jakob Kanne Bjerregaard.