Fra ruinhob til dyrevelfærd: Katja skaber magi på Cirkusgården
LØKKEN: På vej mod Vrensted ligger Cirkusgården Løkken, som cirkusdronningen Katja Schumann for år tilbage købte som en ruinhob og siden omdannede til et univers med glade dyr.
Her er der fokus på dyrevelfærd og dyreforståelse, så alle dyrene i cirkus kan føle sig trygge og finder det sjovt at lære de allernyeste tricks i harmoni med deres tobenede venner.
The Big Apple
Katja kommer fra en stolt artistfamilie og er synonym med cirkus - således er hun sammen med Liza Minnelli den længst optrædende kunstner med shows i hele 25 år på Broadway i New York.
Årene er blevet brugt flittigt med at underholde andre, hvilket også har bragt hende til mange steder rundt om i Europa, herunder London, ligesom Cirkusbygningen i København har huset shows.
Den 74-årige Katja har som kunstberider opnået en stor erfaring, og for hende og alle involverede i cirkus er det tydeligt, at det for altid vil handle om alle skabningers trivsel.
De gamle biler
Efter stedet blev købt i 2015 har der været nok at lave med megen ombygning, men der er sket meget siden da - og folk fra både nær og fjern kommer hele tiden på besøg til de underholdende forestillinger.
Nu er den nuværende cirkussæson ved at gå på hæld, men det forhindrer ikke Cirkusgården i at skabe nogle øvrige tiltag, så der konstant kan ske noget nyt - senest markeret med et veteranbiltræf.
Her kom Aalestrup Classic Cars på besøg til et arrangement, hvor man både kunne opleve smukke hestekræfter udenfor på parkeringspladsen og indenfor i en helt tilpas dæmpet belysning.
Unik forståelse
Cirkus, som i ordets forstand betyder centrum, overlever i 2024 med en bevidst målrettethed og at kunne fortælle alle om baggrunden og historien om at leve i trivsel sammen med dyrene.
Det er åbenlyst, at den unikke forståelse mellem dyr og mennesker er det gennemgående DNA på Cirkusgården, hvor man snart kan se tilbage på endnu en god sæson med fine forestillinger.