Fra rentekløft til styrkeløft: Her indvies nyt aktivitetscenter
For syv år siden blev det første tilløb til et aktivitetcenter i Bindslev-Tversted Idrætsforening taget
Det har kostet over to millioner kroner og i alt taget omtrent syv år at få stablet på benene fuldt ud.
Kulturboksen er navnet på det aktivitetscenter - med blandt andet fitnesscenter, bibliotek, mødelokaler og meget andet - som Bindslev-Tversted Idrætsforening lørdag 27. august officielt vil indvie.
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
Kulturboksen tager sit udgangspunkt i en gammel bankbygning, idet Nordjyske Bank havde til huse her for en årrække siden. Men nu er bygningen altså i stedet tiltænkt et andet og mere kropsligt formål.
- Den tidligere bankbygning, hvor Kulturboksen skal ligge, bliver en del af et ønske om et foreningsbaseret fitnesscenter, hvor der skal leveres en anden form for kapital til området, nemlig social kapital, siger Christian Engen fra Bindslev-Tversted Idrætsforening.
Åbningen af Kulturboksen vil foregå i tidsrummet 11:00 til 14:00, hvor Bindslev-Tversted Idrætsforening er vært for en forfriskning - samt et godt tilbud på et abonnement, oplyser foreningen.