Billede beskrivelse

Flere tidligere medlemmer dukker op: Slåbrock Band fejrer 50 år med jubilæumskoncert

17. december 2023 kl. 19.01
Opdateret 18. december 2023 kl. 14.51

Når Slåbrock Band 31. august 2024 slår tonerne an til deres helt særlige 50-års jubilæumskoncert, sker det selvfølgelig på Vendelbohus i Hjørring.

Bandet blev dannet i Hjørring kort før jul i 1973 af Kjeld Thorbjørn, der har været forsanger i alle årene. Gruppen havde sin første offentlige optræden i 1974, og den er kendt for en lang række ørehængere.

Det bliver nu ikke bare de gamle klassikere, der bliver støvet af, lover bandet.

Flere gamle bandmedlemmer – og der har ikke været så få gennem tiden – vil også dukke op.

Billede beskrivelse

Bandet har formået af samle flere generationer, ifølge Kjeld Thorbjørn, der er opvokset i Hjørring.

- Det er ikke kun oldinge på min alder, der følger os, siger den 77-årige Kjeld Torbjørn, der ubeskedent kalder sig Danmarks ældste aktive rocksanger.

Han fortsætter:

- Vores stampublikum har sørget for god opdragelse af deres børn og børnebørn, så vi har den glæde at spille koncerter for flere generationer. Og det er SÅ fedt! Og så møder vi jo også ind imellem et yngre publikum, der ikke aner, hvem Slåbrock Band er. Det finder de så ud af – og opdager tit, at de alligevel kender et par af sangene.

På scenen er han i Hjørring i selskab med en række yngre musikere: Ole Albrechtsen, guitar og pedal steel guitar, Torkild Mørch Albrechtsen, guitar, Michael Andersen, bas, og Mads Dybdal Andersen, trommer.

Koncerten er lørdag 31. august klokken 20.00.

Forsalget er startet. Det er Musikforeningen: I morgen er det jul, mor, der er arrangør.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste