Fitnesscenter viser nyt udstyr frem: - Vi vil motivere og tiltrække
- Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge indenfor på Sejlstrupvej søndag 8. januar, hvor Hundelev Motion og Fitness holder ”Fitness Trydag”.
- Alle er velkommen til at komme og se vores faciliteter og det nyindkøbte udstyr til både styrketræning, motion og genoptræning. Vi har præmier i form af trøjer, lækre drikkedunke med videre på højkant til alle besøgende. Har man lyst til at melde sig ind eller booke en prøvetime, er der også mulighed for det, lyder det i en meddelelse fra Karin Thomsen på vegne af Hundelev Motion og Fitness.
Samtidig kommer Sparekassen Danmarks Fond Vendsyssel på besøg og overrækker en check på 38.000 kroner. Midlerne er søgt hjem til indkøb af romaskine, supplerende udstyr og en kaffemaskine.
Kaffemaskinen er til fri afbenyttelse og kræver kun, at man medbringer en kop.
- Vi håber, at vi med det nye udstyr kan gøre centret spændende, så vi dels kan motivere nuværende brugere samt tiltrække nye. Vores center fremstår hyggeligt, funktionelt og altid med god plads til træning.
- Vi byder på friskbrygget kaffe og en sundhedssnack fra klokken 10.00.