Billede beskrivelse

Fem lokale daginstitutioner får besøg: - Dans kan bidrage til at udvide børns horisonter

14. november 2021 kl. 12.00

Kunst kan opleves med alle sanser og hele kroppen. Det vil børnene i fem daginstitutioner i Hjørring kommune opleve i efteråret, hvor de får besøg af de professionelle dansere Jonathan Bonnici og Sall Lam Toro med forestillingen ’Strømme’. Børnene skal både se, lytte og selv være med på gulvet, når de møder karakteren ’Strømme’, som ligner en menneskekrop, men som også kan være for eksempel vand, der strømmer i et flodleje; elektricitet, der strømmer gennem kobberledninger eller følelser, der strømmer imellem os.

Bag besøget står Dansehallerne, der er et nationalt center for dans og koreografi. Hvert år sender Dansehallerne professionelle dansekompagnier ud på 500 dansebesøg i skoler og institutioner. Det sker i et vigtigt samarbejde med en række af landets kommuner, heriblandt Hjørring, og det betyder, at op mod 20.000 børn hvert år får chancen for at møde dansen på tæt hold. Derved får børnene en helt særlig kunstnerisk oplevelse, som de små kan forstå og begribe gennem deres egen kropslige deltagelse i dansen. Selv helt små børn kan på den måde få udbytte af en professionel danseforestilling, fordi de er intuitive i deres tilgang til verden og oplever gennem sanser.

Dansehallerne har årelang erfaring med at give børn oplevelser med professionel dans. Den aktuelle turné i Hjørring er en del af det landsdækkende projekt ’KORA – dans for de yngste’, som er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond. Projektet tager afsæt i Dansehallernes overbevisning om, at dansen kan gøre noget helt særligt og være med til at lære børn at turde udtrykke sig på nye måder og indgå i fællesskaber på nye måder.

- Vores erfaring viser, at dans og koreografi kan bidrage til at udvide børns horisonter for, hvordan man kan agere i verden. Vi kan se, at børn gennem dans kan blive klogere på sig selv, og de lærer at skabe nye muligheder, forklarer Ulla Gad, projektleder i Dansehallerne.

Dansehallerne samarbejder i øjeblikket med 10 af landets kommuner, heriblandt Hjørring, om dansebesøg i institutioner og skoler. I Hjørring kommune besøger Dansehallerne i denne omgang Børnehuset Kilden, Møllehaven, Børnehuset Astrup, Børnehuset Hirtshals og Børnehuset Horne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste