Fangekoret giver fængslende fortælling
Medlemmer af Fangekoret kan mødes i Kulturcenter Vendsyssel
SÆSING: Hvis man har lyst til at stifte bekendtskab med "Fangekoret" fra Vridsløselille Statsfængsel, så har man muligheden onsdag 7. juni i Netværkscaféen i Kulturcenter Vendsyssel i Sæsing.
Fangekorets leder Louise Adrian kommer på besøg sammen med to af de tidligere indsatte.
Det var tilbage i august 1994, at Louise Adrian blev ansat som organist i Vridsløselille Statsfængsel. Og det blev startskuddet til en lang rejse, som slet ikke er slut endnu.
Med det samme begyndte hun at synge og spille med de indsatte i fængslet - og det blev begyndelsen til det, der senere skulle blive til Fangekoret.
I første omgang blev der sunget til gudstjenesterne i det nu lukkede Vridsløselille Statsfængsel, men senere voksede projektet så meget, at Kriminalforsorgen i 2005 gav Fangekoret særlig udgangstilladelse til at optræde offentligt. I dag rejser Louise Adrian rundt mellem fængsler i hele landet.
- Koret rummer noget, der er sjældent i fængslerne. Det er et forpligtende fællesskab, et rum for sårbarhed, og så skænker det de indsatte nogle succesoplevelser. Positive oplevelser, der opbygger selvværd hos mennesker, der er vant til at se sig selv som ham, det altid går galt for, forklarer Louise Adrian i en pressemeddelelse.
- Jeg gør det, fordi det giver mig rigtig meget at synge med de indsatte og se den glæde, det spreder. Det gør stort indtryk, at det får betydning for dem hver især, og at jeg kan være med til at forandre noget i hverdagen bag murene.
Som nævnt er også to indsatte med ved arrangementet i Sæsing. Én af dem er Tom Hansen, der i pressemeddelelsen siger sådan her, om den værdi, Fangekoret har givet ham:
- Louise har reddet mit liv på en eller anden måde, for havde det ikke været for koret, havde jeg ikke fået et skulderklap fra folk, efter de havde hørt mig synge. Jeg havde virkelig brug for et skulderklap, da jeg var i fængsel, for jeg havde bildt mig selv ind, at der ikke var en plads til mig i samfundet, når jeg kom ud, siger Tom Hansen.
Tom Hansen fik i sin tid en dom for drabsforsøg - men i dag arbejder han i Café Exit i København og synger stadig i Fangekoret.
Fangekoret har efterhånden eksisteret i 24 år, og med i koret er fanger fra fem forskellige fængsler. Cirka halvdelen af korets medlemmer sidder stadigvæk i fængsel, mens den anden halvdel er løsladte.