Billede beskrivelse

Færre nordmænd, men flere tyskere til Dana Cup

19. juli 2024 kl. 17.01

HJØRRING: Nedtællingen er startet til årets Dana Cup. Nummer 41 i rækken.

Alt er klar til at tage imod 1011 hold med cirka 15-17 spillere på hvert hold, lyder meldingen fra pressechef, Torben Vandsted.

Det er lidt færre end sidste år, og det skyldes især, at nordmændene ikke er helt så talstærke, som de plejer at være oplyser Torben Vandsted.

– Til gengæld ser vi lidt flere tyske og amerikanske hold, og så glæder vi os til at byde Etiopien velkommen for første gang, siger han.

Billede beskrivelse

50 nationer skal i år kæmpe mod hinanden på grønsværen.

Den traditionelle indmarch, hvor alle holdene følger en særlig rute rundt i byen med deres lands flag, bliver også gennemført i går.

– Der er bare traditioner, man ikke skal pille ved, konstaterer Torben Vandsted med et smil og fortsætter:

– Og vi har, som altid, fuld fokus på sikkerheden og afspærrer flere steder på ruten.

Billede beskrivelse

Planen er, at holdene forlader stadion klokken 20.00 for at bevæge sig ad Idræts Allé op mod byen. Turen går ned over Sct. Olai Plads. Herfra går ruten gennem Strømgade til Østergade, hvor Dana Cups tændte ”gryde” passeres ved legepladsen ved Bones.

Indkvartering har været et puslespil

Indkvarteringen har været lidt mere et puslespil end vanligt, fortæller Torben Vandsted. Flere af de skoler, der normalt lægger rammer til, er nemlig under renovering.

– Det har givet os lidt udfordringer, men Hjørring Kommune har været meget behjælpelige, så vi har fundet sovepladser til dem, der ønsker det, fortæller han.

Billede beskrivelse

Det er som altid gratis at overvære kampene, der afvikles på 62 forskellige fodboldbaner.

Når Dana Cup er overstået, venter der 14 dages ferie til sekretariatet, ligesom det store korps af frivillige, der udgøres af et par tusinde, kan puste ud.

– Men så går vi faktisk også i gang med næste års Dana Cup, slutter Torben Vandsted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste