Et ikke helt almindeligt kor
Boreas Korteater laver lørdag "kor-teater" på Vendsyssel Teater i Musiksalen
05. juni 2018 kl. 15.04
HJØRRING: Lørdag 9. juni klokken 16 optræder Boreas Korteater på Vendsyssel Teater i Musiksalen
Koret præsenterer sig blandt andet på følgende vis:
- Koret defilerer ind i sit stiveste puds. Kjole og hvidt, glitrende smykker, opsat hår. Men inden ret længe begynder den pæne facade at slå sprækker. Historierne vælter ud af kjolesømme og stivede kraver. Vi fortæller om højt og lavt: Søvnløshed, snestorm og byens bedste svaber! Længslen efter økologisk mælk, efter at være en hest, efter kærlighed (...) Teksterne kommer fra “Lejlighedssange", en roman af den unge danske forfatter Stine Pilgaard. Musikken er svensk og norsk folkemusik, nordisk korlyrik og nordisk jazz".
- Boreas er nordenvindens gud i den græske mytologi. Han er bomstærk, skægget og ilter, og ejer tolv hopper, som kan løbe hen over en moden kornmark, uden at knække et eneste aks. Denne blanding af blidhed og kraft, samt det nordiske univers, har givet os vores navn, forklares det endvidere.
Korsang, fysisk teater og litterære tekster er de tre ben, som koret står på, når fortællingerne formidles.
Arrangør er Hjørring Musikforening & Sangkoret Arion
Billetter kan købes ved indgangen.