Lisa Sand og Amalie Andersen fra Løkken Turistbureau har sørget for at Løkken er efterårspyntet. De er nu klar på turistbureauet hver dag for at guide gæsterne til alle aktiviteterne. Foto: Kirsten Olsen
Det sker

Efterårsferie i badebyen: Pirater, pop-up biograf og friskpresset æblemost

18. oktober 2021 kl. 08:57

I efterårsferie i Løkken vil alle kunne opleve forskellige begivenheder i by og omegn. Løkken.dk har, i et tæt samarbejde med oplevelsesvirksomheder i by og opland, lavet et tætpakket program for uge 42.

Byen er allerede pyntet op med halmballer og flotte græskar, og Løkken Borger og Haandværkerforening vil sørge for, at piratflagene vajer over festen i uge 42.

Og der er flere nyheder med i programmet i ”Efterår Løkken 2021”.

I Action House, Industrivej 1, er der tirsdag kl. 18-20 er der pop-up biograf med filmen ”Den lille vampyr”. Dracula serverer lune popcorn og Frankenstein sørger for iskolde drinks. Billetter på Løkken Turistbureau info@loekken.dk.

Nyt er også ”Byvandring By Night” torsdag kl. 19-20.30 med guide Gerda Frøstrup. Turen starter ved Kompasrosen på Torvet i Løkken og der afsluttes med kaffe og kage.

En svampejagt i Nybæk Plantage med naturvejleder Jacob Kofoed, kokken på Huset Havs og Ole Madsen fra Topvine er planlagt mandag, og denne tur er allerede udsolgt.

Den helt store og tilbagevendende begivenhed finder sted onsdag den 20. oktober kl. 13. Kom og vær med, når Løkkens pirater lander ved molen med skatten ombord på Løkkens egen piratskude, og skatten skal fragtes fra molen og op til Torvet. Og man må hellere også selv se lidt piratagtig ud. Find alle dine sørøver ting frem... øjenklappen, tricorn hatten, sværdet osv. og kom ned på molen og få en vild oplevelse sammen med piraterne. Alle børn plejer at være heldige og få en andel i sørøvernes skat.

Æblemostpresning er ligeledes en tilbagevendende begivenhed. Fredag den 22. oktober kl. 11-13 står Restaurant Løkken Badehotel på Torvet med Vrensted Æblelaugs mostpresser. Alle børn kan komme med æbler, og få dem presset og få en flaske friskpresset æblemost med hjem. Hvis nogen har ekstra overskudsæbler er man velkommen til at aflevere en pose, så der kan blive nok til alle børn.

- Vi glæder os til at byde jer alle sammen varmt velkommen til (u)hyggelige efterårsdage og sjov for hele familien. Ovenstående er kun et lille udpluk af programmet, fortæller bureauchef Amalie Andersen fra Løkken Turistbureau.

- Løkken er en livlig by, hvor der arrangeres en række begivenheder for både børn og voksne. Vi har mange attraktioner og aktiviteter ved Vestkysten, som inddrager hele familien. På Løkken Turistbureau kan vi hjælpe dig med at finde oplysninger om seværdigheder og attraktioner i Løkken området, forklarer hun.

Se hele det spækkede program som starter hver dag kl. 9. Der tages forbehold for ændringer og vejrudfordringer. Der er opslag i byen og på Løkken Turistbureau/Toppen af Danmark.dk. Bureauet holder åbent frem til den 23/10/2021 mandag - lørdag: kl. 10:00 - 16:00.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu