Billede beskrivelse

Der var travlhed i Løkken i efterårsferien, som også bød på Høstens Dag

21. oktober 2024 kl. 19.02

LØKKEN: På trods af et varieret vejr i dette års efterårsferie, så var der dog mestendels tørvejr og sol en god del af ugen, og mange besøgende fra både ind- og udland hyggede sig i Løkken og omegn.

Løkken.dk havde som sædvanligt arbejdet sammen med de lokale virksomheder for at skabe en række af oplevelser, og kystbyen summede af liv i forbindelse med den gamle kartoffelferie.

Første del

Efterårsferien startede mandag med en bær- og insektsafari i Nybæk Plantage, hvor der både blev fanget fisk og frøer, ligesom der blev fundet firben og undersøgt flere forskellige slags bær.

Børnene fik en lille pose skumsvampe og en juicebrik på turen, der havde naturvejleder Jakob Kofoed som guide - arrangementet var helt udsolgt, og det var der bestemt ikke noget at sige til.

Billede beskrivelse

Der var også udsolgt til en spændende svampejagt om tirsdagen i samme plantage, hvor kok Esben Daarbak stod for at tilberede nogle lækre appetizers lavet på svampe og ting fra naturen.

Dette blev ledsaget af et rigtig dejligt glas bourgogne-vin fra Super Brugsen i Løkken, hvorefter arrangementet sluttede ved plantagens madpakkehus, hvor alle lækkerierne kunne indtages.

Onsdag bød Action House på Pop-Up biograf, hvor salen var pyntet med halloween-spøgelser - her kunne de flot udklædte børn se The Addams Family, mens der blev hygget med popcorn.

Høstens Dag

Torsdag var der blevet plads til en spændende nyhed, idet Høstens Dag for første gang blev afholdt, hvilket foregik på Markedspladsen - og gæsterne kvitterede med nysgerrighed og interesse.

Her var tale om en begivenhedsrig markedsdag, hvor man kunne opleve masser af stemning med sjove aktiviteter og hygge for hele familien, mens det blev fejret, at det igen er blevet efterår.

Billede beskrivelse

På bålpladsen kunne man lave pandekager og skumfiduser over bål, mens Nordsøen Oceanarium var repræsenteret ved sandkassen, hvor der både var ravjagt og en sjov quiz med lykkehjul.

Mellem Mølle havde også udlånt en gammel veterantraktor til udstilling, mens der ved siden af kunne købes varm heksegryde med rodfrugtmos og gullasch fra Restaurant Løkken Badehotel.

Perlerække

Æblepressen blev også flittigt brugt, mens der blev tilberedt kandiserede æbler af kokken - ved siden af solgtes æbler og pærer fra Lykkesholm æbleplantage, og honning fra Vendia Honning.

Isen fra Iskompagniet var et stort hit, ligesom børnene kunne teste deres sigteevner ved flødebollemaskinen, hvor der fløj rigtig mange flødeboller gennem luften ved den underholdende event.

I midten var der kæphesteridning, mens der i madpakkehuset var opsat Kreacafé, hvor man blandt andet kunne lave nogle (u)hyggelige flagermus, græskaransigter, edderkopper og spøgelser.

Der var også flere sjove spil og lege fra de gamle dage, hvor der blandt andet blev dystet i tovtrækning, sækkevæddeløb, hesteskoskast, kryds og bolle, kroket og petanque for hele familien.

Samarbejde

Blandt den lange række af dagens aktiviteter var der derfor flere gengangere, som altid er i høj kurs, hvilket blev mixet med flere nyheder - og denne kombination gik rent ind for alle de besøgende.

Vestevent havde stillet udstyr til rådighed, så de frivillige kunne lave bålkaffe og kakao med en lille kiks til, hvilket var populært hos de voksne, ligesom den skønne folkemusik gav stemning.

Løkkens frivillige bidrog med mange timer til at afvikle aktiviteterne ved arrangementet, som Løkken.dk stod for i samarbejde med Beboerforeningen Markedspladsen, og med støtte fra Hjørring Kommune.

Fredag var der desuden en meget populær Høstjagt, hvortil erhvervet i Løkken havde sponsoreret et hav af fine gaver på gavmild vis, så gæsterne kan opleve endnu mere i vores smukke by.

Efterårsferiens flotte program med at skabe nye oplevelser, mens der sikkert også blev vækket minder om gamle traditioner, som stadig bliver holdt i hævd, var således guld værd i området.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste