HJØRRING: Familien har pakket traileren med forfriskninger og solcreme. Skoene er klikket fast i pedalerne. Tulipanerne på alpehotellet er så småt på vej op - eller måske ikke. Cykeldirektørens temperament koger. Det samme gør holdejerens, og den franske doping kontrol tager det fuldstændig afslappet.
Det kunne godt være begyndelsen på en TV2 live transmission fra verdens største cykelløb. Det er nu ikke - det er rammerne får forårets komedie på Vendsyssel Teater. Et sted deroppe på Alpe D´Huez , deroppe hvor syren for alvor har tag i benene, og de svageste for længst er sat sidder et dansk ægtepar klar til at hylde deres helte, når de suser forbi. Det er da, HVIS de suser forbi, for meget kan ske.
- Vi har valgt at kalde vores kommende forestilling, som vi har produceret sammen med Team Teatret i Herning, for Hårnålesvinget, forklarer Lars Sennels, der er direktør for Vendsyssel Teater.
- For et hårnålesving fortæller i virkeligheden hele historien om Tour De France, både den sjove, den hårde, den anstrengende og den kritiske. Vi vil gerne vise vores publikum en svedig sommerkomedie om en af de ting, der optager i hundredtusindvis af danskere hvert år i sommerferien - nemlig Tour De France, tilføjer Lars Sennels.
Hårnålesvinget er sæsonens sidste egenproduktion, og den spiller på Vendsyssel Teater fra 9. maj til 2. juni. Her er der lejlighed til at komme helt tæt på både ryttere og fans på en anderledes og sjov måde. Jule Petrine Glargaaard har skrevet forestillingen efter ide fra Anders Manley og Anders Aamodt, der begge spiller med i forestillingen. Desuden medvirker Olivia Franciska Fevel Borgels, Mette Kolding, Stig Reggelsen Skjold og ikke mindst Jørgen Bing, der netop er blevet nomineret til en Reumert for sin indsats som Polonius i Vendsyssel Teaters udgave af Hamlet tidligere på sæsonen.
- Vi vil gerne lave teater, der tager udgangspunkt i vores egen hverdag. Denne gang handler det ikke specifikt om Vendsyssel men derimod om et emne, der optager rigtigt mange vendelboer og danskere i øvrigt, nemlig Tour De France og hele det cirkus, det medfører. Vi vil gerne rigtigt tæt på publikum og røre ved både lattermusklerne og eftertænksomheden, og det prøver vi med Hårnålesvinget, siger Lars Sennels.
Forestillingen er iscenesat af Morten Lundgaard, den har lys af Søren Lydersen og scenografi af Thomas Ravnsgård. Den flytter ind i Vendsyssel Teater i denne uge og kan opleves på teatret frem til begyndelsen af juni.

Cykelkomedie på Vendsyssel Teater

Der venter publikum en svedig sommerkomedie om Tour de France

06. maj 2018 kl. 15.24
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste