Børglum Mejeri Hotel er startet med live musik
Efter lærer Gitte Øllgaard Dahl og app-udvikler Leon Bojesen i november 2021 købte Børglum Mejeri Hotel, så har parret, der oprindeligt er fra Egense, siden haft pænt travlt.
Dengang tog det en måned fra overtagelsen, til man åbnede op for udlejning til gæster, og efterfølgende har man også brugt tiden på at renovere og nyindrette det hyggelige hotel.
Forandring fryder
Mens Leon er fortsat i jobbet som softwareudvikler, så besluttede Gitte fornylig at holde som lærer, så hun kan hellige hele sin tid til deres fælles eventyr, der indtil nu er gået over forventning.
Med Gittes mere tid in mente, så er planen nu, at man vil tilbyde flere spændende arrangementer på hotellet hele året, herunder blandt andet koncerter, udstillinger og ølsmagninger.
I starten af juli kunne man således for første gang opleve live musik, da duoen 'Two Men And A Dog' afgav en flot 2 timers koncert i hotellets smukke, gamle skummesal.
Fantastisk sound
Salen er meget publikumsvenlig, da den er opdelt i åbne etageplan, og før koncerten startede, var det muligt for gæsterne at kunne tilbringe lidt tid i hinandens selskab med en kold øl eller vand indenfor eller i den dejlige gårdhave.
Da 'Two Men And A Dog' startede med at spille, så blev man hurtigt grebet af musikernes høje niveau kombineret med salens eminente akustik til at fremhæve deres kvalitet.
Folk/blues-duoen består af Erik Ørts fra Saksild, som udover vokal spiller på guitar og mandolin, mens Rupert Dale fra London udover vokal spiller på guitar og harmonika.
Erik og Rupert mødte i øvrigt hinanden på Vrå Højskole tilbage i 1983, og med 40 års jubilæum i år kom publikum solidt igennem en musikalsk rejse med flere kendte sange, herunder 'Under The Bridge', og nye kompositioner fra en tur i Europa og USA.