Bliv klogere på landbruget i både fortiden, nutiden og fremtiden
Bestyrelsen for Forsamlingsbygningen er igen klar med en af de populære Højskoledage. Denne gang med et program, hvor der sættes fokus på landbruget gennem tiderne. Hvilken indflydelse det har haft både på dem, der har drevet landbrug, på de mange følgeindustrier, på erhvervslivet generelt og på den almindelige forbruger. Det skriver de i en pressemeddelelse.
- Ideen med dette års højskoledag er at give bud på, om der stadig er så dejligt ude på landet. Indlæggene vil handle om, hvordan landbruget har påvirket Hjørring Kommunes borgere gennem tiderne.
- Fra at være det altdominerende erhverv styret af godsejerne gennem landboreformerne til udviklingen af industrielt fremstillede fødevarer via andelsbevægelsen og til nutidens placering i samfundet.
- Stadig som en meget vigtig faktor qua fødevareforsyningen, men også som en væsentlig både med- og modspiller i klimadebatten, lyder det.
Danmark består stadig af 61% landbrugsjord, og dermed er landbruget en vigtig faktor i dansk økonomi og med ca. 162 mia. kr. i eksportindtægter vil det altid veje tungt i samfundsdebatten hvilke muligheder landbruget skal/bør gives.
I løbet af dagen behandles følgende emner:
Fortidens landbrug op til ca 1950: Jakob Koefoed fra Vendsyssel Historiske Museums landbrugsafsnit.
Nutidens landbrug: Landmand Kaj Ole Pedersen, Bindslev (fra familiebrug til specialbrug set betragtet fra landmandsvinklen.)
Fremtidens landbrug: Landmand og energipioner Jens Peter Lunden, Asdalgård (hvor er vi på vej hen - hvilke udviklingsmuligheder er der - hvordan udnyttes landbrugets affaldsprodukter positivt.)
- Men på ægte højskolevis starter dagen med Kaj Nørholm ved klaveret og højskolesangbogen i hånden, så kom med til en spændende dag med indsigtsfulde oplægsholdere og med mulighed for at stille de spørgsmål du måske undrer dig over i debatten om dansk landbrug, lyder opfordringen.
Arrangement finder sted 30. oktober klokken 9 til 15.30 i Forsamlingsbygningen, Østergade 9, Hjørring. Billetterne koster 150 inklusive forplejning, og de kan købes i Forsamlingsbygningens Café eller ved henvendelse til Gurli Kirkedal på tlf.4122 5531.
Der er bindende tilmelding senest 23. oktober, og der kan betales med MobilePay.