Besøg traditionsrigt julemarked i Vrå
Mandag 27. november fra kl. 14.00 til klokken 16.30 afholder Mandags Cafeen i Vrå et mindre julemarked i byens sognegård, hvor der vil være salg af forskellige, spændende ting.
Der vil blandt andet være mulighed for at købe julepynt, kirkegårdspynt, håndarbejde, syltede produkter og bagværk, ligesom der også vil være et julelotteri med dejlige gevinster.
Markedsbaggrund
I mere end 50 år har der i Vrå været en årlig basar, som tidligere blev afholdt i præstegården - siden 2001, hvor sognegården blev bygget, så har arrangementet foregået der.
Idet der i årenes løb er blevet færre til at stå for det praktiske, så valgte man for nogle år siden at afholde julemarkedet på en mandag eftermiddag i stedet for på en lørdag.
Markedet arrangeres af de tilknyttede damer, som hver mandag mødes til nogle rigtig hyggelige timer til samvær og kaffe, mens der strikkes strømper, trøjer, karklude og andet.
Går til fint formål
Tusinder af kroner samles i løbet af året ind til støtte for Danmission og Mission Afrika på baggrund af kvindernes håndarbejde, der også delvist sendes videre som nødhjælp.
Det flotte håndarbejde vil pryde salgsbordene 27. november, hvor det også er muligt at købe kaffe med hjemmebagt kage for blot 20 kroner - alle er velkomne, og der er fri entré.