Bæredygtig Badass - foredrag med Gittemarie Johansen: Kan man undgå alle former for affald?
Vendsyssel Kunstmuseum inviterer onsdag 10. november klokken 16.30 til foredrag med Zero Waste blogger og forfatter Gittemarie Johansen, der fortæller om grøn omstilling og bæredygtighed. Hun giver tips til bæredygtig livsstil inden for madlavning, husholdning, skønhed m.m.
Foredraget holdes i forbindelse med den aktuelle særudstilling Poul Ekelund: Levende skabning – Levende landskab, hvor forholdet mellem menneske og natur står centralt.
Deltagelse er gratis efter betalt entré eller med KLUB VKM, men kræver reservation via www.vkm.dk, info@vkm.dk eller tlf. 98 92 41 33.
Gittemarie Johansen fortæller om sig selv:
”I 2015 startede jeg et Zero Waste eksperiment. Jeg ville se om jeg kunne undgå alle former for affald i 30 dage. Hvad jeg ikke vidste var at dén måned ville blive startskuddet på en helt ny livsstil. I dag lever jeg af at formidle grøn omstilling både i form af foredrag og på sociale medier. Jeg er også forfatter til bogen Bæredygtig Badass – En Zero Waste Livsstilsguide (2020).”