Billede beskrivelse

Backstage: Der er lagt op til komik i kulissen på Hjørring Teater

02. november 2024 kl. 06.03

HJØRRING: Det er kendte kræfter, der står bag forestillingen ”Backstage – komik i kulissen,” der gæster Hjørring Teater torsdag den 28. november kl. 19.30.

Sådan fortæller Hjørring Teater i en pressemeddelelse, der også lover, at der er lagt op til en god aften ved de runde borde i teatersalen på Vendelbohus.

Den nye forestilling bygger nemlig på tekster af revyforfatterne Vase og Fuglsang, og den er instrueret af revyskuespiller Henrik Lykkegaard. På scenen er tidligere bakkesangerinde og foredragsholder Karen-Marie Lillelund og radiovært og musiker Søren Hack. Han er bedst kendt fra Café Hack.

Billede beskrivelse

Forestillingen ”Backstage – komik i kulissen” giver et humoristisk indblik i, hvad det kræver af en bramfri københavner og en sindig jyde at stable et comedyshow på benene. Publikum bliver taget med i kulissen på en sjov rejse af udfordringer, gnidninger og problemer, som duoen støder på undervejs i deres planlægning af showet. Der ud over får publikum også et kig til, hvordan det endelige show udfolder sig.

Der venter blandt andet Nik & Jay som bakkesang, riverdance, oplæsning af erotiske noveller og hele musicalen Sound of Music bliver klaret på 9 minutter.

- Vi har skubbet til grænserne for, hvad vi tør. Publikum kan glæde sig til et stærkt underholdende show med musik, sketches og alt det, der kan gå galt, når man sætter en københavner og en vestjyde sammen, siger Søren Dahl.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste