Er dykket dybt ned i historien om berømt skibs-forlis ud for Rubjerg Knude - bogsignering lørdag
Anders Østerby fra Hjørring har udgivet en bog om den engelske fregat HMS Crescent, der forliste ud for Rubjerg Knude i december 1808. Lørdag 19. juni signerer forfatteren sin bog mellem klokken 11 og 12 i Betty Mogensens Boghandel i Strømgade i Hjørring.
- Jeg har brugt en del år på at undersøge, hvor fregatten Crescent var og hvad den blev brugt til i de år den sejlede - indtil den forliste i 1808.
- Det er der nu kommet en bog ud af, fortæller Anders Østerby.
- Jeg har besøgt nogle af de steder, den har været blandt andet Isle of Wight, Guernsey, St. Malo i Frankrig og ikke mindst Havanna, Cuba, Capetown og Simon’s Town i Sydafrika.
- Desuden har jeg brugt nogle dage på arkiverne i London, hvor kaptajnernes logbøger er at finde. På den måde har jeg kunnet stykke de forskellige perioder sammen, inklusive skibets sidste tur i Nordsøen, hvor den var på vej med forsyninger til den engelske Østersøflåde, der lå ud for Göteborg.
Bogen hedder HMS Crescent og er udkommet på forlaget Saxo. Det er historien om den engelske fregat. Det er også historien om de mænd og kvinder, som tjente som besætning - og om andre som frivilligt eller ufrivilligt krydsede fregattens vej.
Læs mere om fregatten HER
- Hjemmesiden vil stadig blive opdateret med nye historier og viden, efterhånden som jeg finder frem til nyt, lyder det.