Årets Børglum-udstilling var fyldt med kunst og kreativitet
Børglum Forsamlingshus bliver brugt flittigt efter, at det er blevet renoveret på flot vis, og fornylig kunne bygningen igen huse Børglum Udstillingen, der afholdtes for 41. gang.
På begge dage kunne gæsterne opleve årets 15 udstillere, som kunne fremvise yderst interessante malerier, akvarel, keramik, skulpturer, smykker, væverier, fotos og grafik.
Igennem årtierne har udstillingen udviklet sig i en fin retning i et forum, hvor der ikke er langt imellem kunstnerne og publikum, hvilket er med til at skabe en særlig connection.
Inspirerende taler
Efter velkomstord fra komitémedlem Carl Duch, så gik ordet videre til Leif Lund Jacobsen, der er leder af Kultur- og Eventområdet i Hjørring Kommune, samt chef for kommunens Naturmødet.
Her gav han en meget inspirerende ferniseringstale, hvori han blandt andet fremhævede, hvor vigtig kulturen i vores unikke område er, og det fællesskab, som det kan skabe.
Samhørighedsfølelsen blev understreget, da Leif fik alle til at synge med på Stine Pilgaards og Katrine Enevoldsens 'Fortabt er jeg stadig', mens han assisterede ved klaveret.
At gå allerforrest
På denne måde var kulturchefen med til at symbolisere, at alle kan være med til at give - helt i tråd med udstillerne, som viste og fortalte mere om deres kunst og inspiration.
Dette gjorde det muligt for gæsterne at få mere at vide om værkernes tilblivelse, ligesom der også var tid og rum for publikum til at stå og reflektere over, hvad man kiggede på.
I forsamlingshusets café gik personalet også forrest med smil, smagfuld hjemmebag og kaffe - samlet set var det igen en meget vellykket udstilling for det lokale kunstudvalg.