Aage sorterede i sine gemmer og fik lyst til at skrive en bog
Det, der startede som en tanke om at lave en firesidet folder om Jelstrup kirke, er nu resulteret i en flot bog. Den bliver præsenteret ved en sammenkomst i Jelstrup kirke torsdag 8. september klokken 19.00.
Jelstrup Menighedsråd har i samarbejde med forfatter og tidligere lærer Aage K. Riber og fotograf Helge Jensen fået lavet en bog om Jelstrup Kirke og kirkegård.
- Ideen om en folder blev præsenteret ved et orienteringsmøde forud for det seneste menighedsrådsvalg, fortæller formanden for menighedsrådet Leif Sørensen.
- Efter en henvendelse til Aage K. Riber viste det sig hurtigt, at der var kapacitet til meget mere. Derfor tog vi initiativ til at sætte gang i projektet. Desuden var provstiet enig i, at det var en god ide at få samlet tilgængelig viden om emnet, tilføjer han.
Aage K. Riber fra Hundelev har fulgt kirken og dens liv i en menneskealder. Han har tidligere været medlem af menighedsrådet i 18 år heraf seks år som formand.
Med en baggrund som skolelærer med linjefag som kristendom og historie har det skabt en naturlig baggrund for at tilegne sig meget stor viden om emnet.
- Oplysningerne i bogen har jeg samlet under min færden i og omkring Jelstrup kirke gennem mere end 50 år, fortæller Aage K. Riber.
- Jeg er en samler, og da jeg fik sorteret i mine gemmer og redigeret, kunne jeg hurtigt se, at der var stof til at lave en bog.
- Desuden har jeg fået god støtte og hjælp af graver Lars Kirkedal, som har stor viden om kirken og dens omgivelser, fortæller Aage K. Riber.
- Det her været en ønskeopgave og en stor tilfredsstillelse at skrive denne bog, fortæller forfatteren, der tidligere har lavet jubilæumsskrifter for blandt andet Røde Kors og Jelstrup/Lyngby Sparekasse.
I bogen fortælles der om kirken set både udefra og indefra.
”Udefra, set fra syd, ad Jelstrupvej toner der uventet et fornemt gudshus forude på et højdedrag”, skriver forfatteren.
En spøgelseshistorie gemmer der sig også i forbindelse med Jelstrup kirke. Inde i kirken ser man blandt andet et velbevaret epitafium fra 1648. Det er et gravminde over tidligere sognepræst Poul Jensen Harritslev og hans hustru Elisabeth Bertelsdatter. Hun skulle, ifølge historien, have været meget hidsig og have slået en tjenestepige ihjel med sit nøgleknippe. Hun spøger stadig i præstegården i Jelstrup.
Kirkens alter er et såkaldt søjlealter/baldakin-alter. Det er meget sjældent og en interessant del af inventaret.
Jelstrup kirke rummer også et landskendt kalkmaleri. Kunstværket er blevet kendt gennem kunsthistorikeren R. Broby-Johansens værk ”Den danske Billedbibel i Kalkmalerier”, hvori Jelstrup-billedet er tildelt en hel side. Billedet forestiller byen Jerichos fald, og det har været genstand for gentagende ekskursioner ved Broby-Johansens kunstkurser på Vrå Højskole.
Der er også afsnit om kirkegården, som rummer en gammel og en nyere afdeling. På den gamle del findes flere interessante gravminder. Ligeledes er der afsnit om klokkestablen, Klokhøj og om kirkestien, der er genskabt af et gammelt kulturspor i landskabet.
Bogen Jelstrup Kirke er produceret af Bermann Compagny/ Forlaget Byprofil. Den er på 74 sider.
Aage K. Riber har skrevet teksten, og Helge Jensen har taget billeder af kirke og kirkegård.
Torsdag 8. september klokken 19.00 vil der blive en præsentation i Jelstrup Kirke. Her vil forfatter og fotograf fortælle om kirken og bogen. Der bliver lejlighed til at købe bogen signeret.