Ørnereservatet er igen klar til at give publikum helt specielle oplevelser.
Det sker

Åbner lørdag: Tidligere stewardesse og sygeplejerske holder styr på himlens elegante dræbere

07. maj 2021 kl. 12:00
Ørnereservatet er igen klar til at give publikum helt specielle oplevelser.

Længes du efter at opleve himlens elegante dræbere helt tæt på? Så skal du ikke vente længere.

Lørdag 8. maj åbner Ørnereservatet ved Tversted igen for gæster, og de kan se frem til en lang række nye tiltag.

Blandt andet vil to nyansatte falkonerer foran et live-publikum præsentere deres store evne og forståelse for samspillet med rovfugle.

De to nye falkonerer hedder Mette og Marie Louise. Førstnævnte er tidligere stewardesse, Marie Louise er oprindeligt sygeplejerske. De to unger kvinder har de seneste fem måneder fået et intensivt kursus i falkoneri, jagt og ridning og kan nu kalde sig falkonerassistenter.

- Selv om vi har haft lukket for gæster, så har det været et hektisk halvt år. Vi har planlagt den nye forevisning og oplært de to nye falkonerer. Det har samtidig været en fornøjelse, da både Mette og Marie Louise har en unik forståelse for dyr, samarbejdstalent samt store formidlingsevner, siger Peter Wenzel, indehaver af Ørnereservatet, og fortsætter:

- Det lyder måske ukonkret og langt fra de kompetencer, man efterspørger hos DJØF-ansatte. Men hos os ansætter vi meget på baggrund af intuition og det her usynlige bånd, som nogle mennesker har med dyr. Samtidig vægter vi meget højt, at vores ansatte har en bred forståelse og nænsomhed over for naturen, ikke mindst her omkring Ørnereservatet, som er et vildt helle for biodiversitet. Derfor har vi sammen brugt mange timer på at studere naturen og de mange sjældne, vilde fugle samt havørne og kronhjorte i området.

Mette og Marie Louise har også haft praktiske opgaver med avlsprojekterne og opdræt på Ørnereservatet.

Nedlukningsperioden er også blevet brugt til at renovere bygninger, interiør og udstillingsrum.

Ørnereservatets første forevisning i 2021 sker lørdag kl. 15.00, og café, udstillinger mm. åbner kl. 14.00. Se alle åbningstider på eagleworld.dk, hvor du også kan booke din billet på forhånd, så du er sikret en plads.

Selve forevisningen foregår udenfor i det forhåbentligt smukke forårsvejr, men husk varmt tøj for en sikkerheds skyld; forevisningen varer cirka en time, oplyses det.

Der skal bæres mundbind indendørs for alle over 12 år, og gæster over 15 år skal fremvise et gyldigt coronapas ved ankomst.

Ørnereservatet overholder naturligvis alle gældende coronarestriktioner om afstand og hygiejne.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu